Jørgen Kristian Henriksen

Jeg ville hjertens gerne have arbejdet et par år mere, hvis mit helbred havde tilladt det. Jeg har altid fundet fornøjelse i at løse mine opgaver. Men smerterne i ryggen er blevet for slemme til, at jeg kunne fungere ordentligt!

Johnny Johan Kristensen

Arne-pensionen er en sikkerhedsventil. Jeg håber, jeg ikke får brug for den! De politikere, der vil tage muligheden for Arne-pension væk igen, skulle skamme sig. Især Søren Pape. Han burde vide bedre!

Jørn Nehlsen

Jeg søgte Arne-pension, fordi jeg ikke kan se ud i fremtiden. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det i morgen eller om et halvt år. Jeg læste for nylig en historie om en kvinde i Vejle, der blev jagtet af jobcenteret, selvom hun var dødssyg!

Klaus Søe

Det er aldeles provokerende, at politikere som Søren Pape og Alex Vanopslagh kan stå og føre sig frem med, at tidlig pension er for andres penge. De har begge benyttet sig af vores uddannelsessystem med SU og andre støtteordninger. Den eneste forskel er, at jeg har været med til at betale, siden jeg gik i lære som 16-årig!

Mona Mejlby

Pape og Vanopslagh er jo nogle unge mænd. De ved ikke, hvordan det er at tilbringe fem årtier på et arbejdsmarked, der ikke altid har været så godt, som det er nu!

Rikke Kristensen

Slidgigt i begge hofter og det ene knæ. Der er i hvert fald ingen chance for, at jeg kunne holde til det længere.!

Steen Jørgensen

Nu skal det ikke lyde som ynk, men ryggen er ikke, hvad den har været, min nakke er slidt, min højre skulder virker ikke som den skal, og så har jeg fået to nye knæled og venter på at få skiftet en hofte!

Susanne Bak

Vi er mange fra min generation, som er nedslidt. Dem, der har læst på universitetet, kan måske holde til at arbejde, til de er 70. Men det kan vi med et fysisk hårdt og langt arbejdsliv altså ikke!

Susanne Rose Feldstein

Jeg kan tids nok blive syg og en større belastning for samfundet. Det er ikke spor fornuftigt at holde folk på arbejdsmarkedet, indtil vi får så store skavanker, at vi ikke kan passe os selv!

Tonny Brown Rasmusen

Der er meget snak om det grå guld. Men det har jeg ikke mærket meget til. Jeg bliver hele tiden valgt fra på alder!