Der er mange som mig, der er nedslidte. Som alligevel bliver kaldt ind i tide og utide på grund af personalemangel og hårdt arbejdspres.
Det er hårdt at være sygeplejerske.
Fysisk. Man er træt og nedslidt.
Og psykisk. Man er lægernes øjne derude, og hvis der er noget, vi ikke opdager, kan det være katastrofalt. Det er helt forfærdeligt, når det sker.
Jeg har aldrig ønsket at være leder. At komme væk fra patienterne. Det er jeg så glad for, jeg aldrig kom. Men det har betydet, at jeg har skullet klare de hårdeste ting ved jobbet i hele mit arbejdsliv
Fra jeg startede som ufaglært sygehjælper som 17-årig indtil min sidste dag som hjemmesygeplejerske har jeg elsket kontakten til patienterne. På 47 år blev det aldrig rutine at hjælpe og pleje mennesker.
Jeg har aldrig ønsket at være leder. At komme væk fra patienterne. Det er jeg så glad for, jeg aldrig kom. Men det har betydet, at jeg har skullet klare de hårdeste ting ved jobbet i hele mit arbejdsliv.
Jeg var lykkelig over at få muligheden for Arne-pensionen. Det må de for Guds skyld ikke tage fra alle de mennesker, der har brug for den. For det er der mange, der har. Det var den perfekte slutning for mig.